Da jeg jo kun er i sommerhuset i weekenderne, så har jeg et problem med at holde mine potter med småplanter tilstrækkeligt fugtige, mens jeg er hjemme i byen i hverdagene.
I sommers fandt jeg løsningen ved at genbruge en gammel kapilærkasse.
De tre plantehuller blev foret med engangs-karklude og et lag karklude blev bredt ud over dem i hele kassens låg.
Når der så fyldes vand i kassen, så virker kludene som væger og henter vand op til karkludemåtten og potterne der er placeret i låget.
Jeg satte arrangementet i skyggen under et træ i skvalderkålshjørnet og dækkede med lidt store potter med hækplanter - for kønne, det er de kapilærkasser i hvert tilfælde ikke!!
"Opfindelsen" virkede rigtig godt - i sommeren 2012 mistede jeg derfor ikke nogen småplanter der ventede på at vokse lidt til før de skulle udplantes i haven eller bruges som gaver.
Måske kan nogen bruge ideen både til hverdag og til ferieperioder.
Jeg vil også prøve at bruge den til min frøsåninger i år.
------------------------------ o o o -----------------------------